Forældresamarbejde

I 1000Fryd vægter vi samarbejdet med forældrene højt. På denne side kan du se og læse om bestyrelsens principper i forhold til forældresamarbejdet, samt vores fokus på kommunikationen mellem os.

Bestyrelsen har arbejdet med principper for kommunikation og dialog i 1000Fryd, som er en del af Børneområde Midt. De bygger på følgende værdier: ”Barnet er i centrum. Konstruktiv, relevant og kontinuerlig dialog mellem voksne omkring barnet styrker det fokus”. 

Gennem systematiske forældresamtaler - se "Barnet i centrum"-  og fælles fyraftensmøder skaber vi rum for vigtige samtaler.

Gennem jævnlige nyhedsbreve fra det enkelte børnehus og for hele området bliver alle forældre informeret om, hvad der rører sig i huset, i området, og dagtilbud i hele Faaborg-Midtfyn Kommune. Alle nyhedsbreve lægges på både Intra og på opslagstavlen. Fortællinger fra børnegrupperne kan læses på infoskærmen og Intra. 

Samarbejdet med forældrene hjælper os med følgende

  • Forældre ved noget, vi ikke ved. Børne- og Ungepolitikken i Faaborg-Midtfyn Kommune understreger at ”børnene er forældrenes, og kommunen opleves som en værdifuld samarbejdspartner”. 

  • Forældreperspektivet rummer noget, som vores faglige perspektiv ikke nødvendigvis får øje på. Derfor møder vi forældre med spørgsmål, der bringer vigtig viden i spil, og som kan hjælpe med at udvikle en god hverdag til børnenes bedste. 

  • Med udgangspunkt i vores faglighed er det altid os som medarbejdere, der har ansvaret for, at vi inviterer til dialog og samarbejde. Det er derimod et fælles ansvar, at vi gennem samtalen og samarbejdet finder de rette løsninger for at sikre barnets udvikling.

  • Forældre skal opleve at blive set og hørt. Forældre skal opleve at blive inddraget i, hvad der sker i institutionen og i deres barns udvikling og trivsel.